|
i
Mou-te, ocell, amb el tren als ulls i la nota de l’ombra, i força l’es- perit de casa nostra i ensenya-me’n a ser-te el fòssil darrer.
Diu sí, per ara sí.
HI TINC TOTA LA FORÇA I
TOT EL FRED
A LA FALDA
|
i
Flyt dig fugl, med toget i øjnene og skyggernes tone,og tving vort hjems sjæl, og lær mig at være dig, den sidste fossil.
Siger ja, indtil videre, ja
JEG HAR AL STYRKEN OG
AL KULDEN
PÅ SKØDET
|
|
ii
Mou-te, paupèrrim i arrufant
el front, com un soldat que torna,
m’han dit, i era com si sempre fos
dimecres, i sense testimonis, i acaba’t
el rostit, i ràpid!
SE’NS ESTÀ ACABANT
LA PART DE CIÈNCIA
|
ii
Flyt dig, forarmede og panderynkende, som en soldat, der kommer tilbage, har de sagt til mig, og det var, som om det altid var onsdag, og uden videre, og spis stegen op, skynd dig! .
FOR OS ER DEN VIDENSKABELIGE DEL VED AT VÆRE FORBI
|
|
iii
Amb un pinyol al coll t’eixu-
gues el cul amb una fulla d’arbre que
sobreïx de notícies i veus la força de la
muntanya que inclina el cap endavant i
és cap a tu.
I ARA LES ARRUGUES
SE M’HAN POSAT EN
FILA
|
iii
Med en kærne om halsen tørrer du dig i røven med et blad fra et træ, der flyder over med nyheder, og du ser bjergets styrke, der læner hovedet fremad og det er mod dig.
OG NU HAR MINE RYNKER STILLET SIG PÅ RÆKKE
|
|
iv
Gavines famolenques al teu
somriure i jo què, aturat?
L’alosa està espatllada: fa soroll!
No diguis això, això era quan
portes d’acer t’havien tallat la llet.
TOTES LES CIUTATS ESTAN
QUEDANT ENRERE
|
iv
Udsultede måger i dit smil, og hvad med mig? Er jeg stoppet? Lærken er i uorden: den støjer!
Sig ikke det, det var, da ståldøre havde fået mælken til at blive sur.
ALLE BYERNE LIGGER BAGUDE
|
|
v
El tren i el món trontollen
però la vida no, ni la via, la via està en
mal estat però la vida no, ni els plans
de reeducació dels passatgers adults.
Fem-ne la ronda, i sense rebequeries!
DÓNA-LI UN DÒLAR AL
REVISOR, DONA
IGNORADA
|
v
Toget og verden ryster, men ikke livet, heller ikke skinnerne, skinnerne er i dårlig stand, men ikke livet, og heller ikke planerne for genoptræning af de voksne passagerer.
Lad os gå en runde og uden hysteri.
GIV KONTROLLØREN EN DOLLAR, IGNOREREDE KVINDE
|
|
vi
Canaris fosforescents refulgint
als teus ulls i jo m’adormo, perdo els
estrats, remunto i rompo el ràtil
DONEN DOLOR DE FRANC
AL BAU DELS ALTRES. I
ALES...
|
vi
Fosforescerende kanariefugle stråler i dine øjne, og jeg falder i søvn, mister jeg lagene, jeg hæver mig igen og ødelægger bismervægten.
DE GIVER FRI SMERTE TIL DE ANDRES AFGRUND OG VINGER...
|
|
vii
Rebo la nota de l’antiquari: li
dec la dot. M’assec i em bufo la punta
dels dits. Què faig, em pinto, pinto els
grumolls? Passen els dies.
UN HOSTAL VORA EL
CAMÍ I PER VENDRE
FEM-LO?
|
vii
Jeg modtager antikvitetshandlerens regning: jeg skylder ham medgiften. Jeg sætter mig og puster på fingerens spidser. Hvad skal jeg gøre, sminker jeg mig, sminker jeg klumperne? Dagene går.
EN KRO VED SIDEN AF VEJEN, TIL SALG, GØR VI DET!?
|
|
viii
Despisto l’ombra que fa inte-
ressos i m’interesso: descarrilem?
Veig un anyell.
GOTA A GOTA
L’OR I
LA GLOTIS
|
viii
Jeg vildleder skyggen, og den giver rente, og jeg bliver interesseret: løber vi af sporet? Jeg ser et lam.
DRÅBE EFTER DRÅBE GULDET OG STEMMERIDSEN
|
|
ix
Forcin aires l’ombrena del re-
mullar manies i tu recull la branca que
m’esgrimies.
Els cors flamegen com una
taula.
DE L’ENTRISTIR-ME
NO ME N’OCUPO
|
ix
Lad luften tvinge mørkets besættelsesopblødning,
og du samler den gren op, som du bruger som kårde mod mig
Hjerterne flammer op som et bord.
AT BLIVE BEDRØVET
|
|
x
Forcen l’aire fins al límit de
resistència de molt de budes la majoria.
El revisor no està per mi. Fes cas dels
gossos, d’algun potser poeta mut que
inventi un número.
DEL SIS I EL SET I
AQUESTS AIXÍ
JO NO ME’N
CURO
|
x
De tvinger luften indtil grænsen for de mange buddhaers modstand, de flestes.
Kontrolløren ignorerer mig. Vær opmærksom på hundene, på en måske stum digter, som opfinder et nummer.
AF SEKS OG SYV OG ANDRE, SOM DEM, TAGER JEG MIG IKKE AF
|
|
xi
L’esperit dels meus llavis va
saltar del tren en marxa, descarrilàvem,
i anà a refugiar-se en l’anyell aquell.
Aquell dia l’esquilaven però algú els hi
va robar.
DE SISOS I SETS I ALTRES
D’AQUESTS NO EN SÉ
NI L’OMBRA
|
xi
Mine læbers sjæl sprang af toget i fart, vi løb af sporet og søgte tilfulgt i dét lam. Den dag skulle det klippes, men nogen stjal det.
AF SEKSERNE OG SYVERNE OG ANDRE AF DEM KENDER JEG IKKE EN GANG SKYGGEN
|
|
xii
Les nostres cases de roba es-
tesa han girat l’esquena a aquest rodar
de llàgrimes damunt l’acer.
AL TEU ÀLBUM
LA GENT GRAN
NO HI ERA...
SÉ COSES
|
xii
Vores huse af ophængt vasketøj har vendt ryggen til tårernes løb over stålet.
I DIT ALBUM VAR DE GAMLE IKKE MED ..... JEG VED NOGET
|
|
xiii
Arrupida en un racó rere una
roca grossa, cagant sota una branca,
una bestiola humana em va reconèixer.
VIVENTS
ENGRUNES DE TU
SURANT,
DE TOTS
|
xiii
Et menneskeligt kryb, sammenkrøbet i et hjørne bag en stor klippe, skidende under en gren, genkendte mig.
LEVENDE KRUMMER AF DIG, FLYDENDE, AF ALLE
|
|
xiv
Quan escampi la boira que té
la capsa aquestes frases agafaran forma
i fluirà el riu!
VORA EL TEU CENTRE
HI HA UNA FINESTRA A
CENT PER HORA
|
xiv
Når tågen letter fra æsken, vil disse sætninger få form, og floden vil løbe!
NÆR DIT CENTER ER DER ET VINDUE MED HUNDREDE I TIMEN
|
|
xv
Descarrilar o potser descarrilar
no és descarrilar, àvia. Al botó de la
roda no hi havia gaire gent o no hi
havia gent? Què la feia moure, si no?
Una dona amb mocador negre i una
bossa blanca una nit de pluja?
TENS L’AIRE MOBILITZAT
I EL BOSC A PUNT
LA VALL
|
xv
At løbe af sporet eller måske næsten løbe af sporet er ikke at løbe af sporet, bedstemor. Ved hjulnavet var der ikke mange mennesker, eller var der ingen mennesker? Hvad var det ellers, der drev det til bevægelse? En kvinde med sort tørklæde og en hvid taske, en regnfuld nat?
DU HAR LUFTEN MOBILISERET OG SKOVEN PARAT, DALEN
|
|
xvi
Quan vaig aixecar el cap s’ha-
vien enfonsat tres edificis al meu vol-
tant. Uns vint metres més avall, als nos-
tres peus, el complex joc de teulats de
les piscines flotava damunt la resta de la
ciutat que borbollava allà baix al fons.
Ella em mirava amb tots els porus i
estàvem a punt a punt d’arrencar a cór-
rer. Ombra d’uns altres, tota la resta.
MARBRES
OMBRIUS /
ÉREM
UNS
ALTRES
MARBRES
|
xvi
Da jeg løftede hovedet, var tre bygninger faldet sammen omkring mig. Omtrent tyve meter længere nede, for vore fødder, svævede det komplicerede spil af svømmebassinernes tage, over resten af byen, som boblede der nede i dybet. Hun så på mig med alle porerne, og vi var lige ved, lige ved at give os til at løbe. Skyggen af andre, alt det andet.
SKYGGEFULDE MARMOR, VI VAR ANDRE , MARMOR
|
|
xvii
En duel dos representants de
l’estimar-te ens vam travessar no sé
quants cops el pit i la panxa amb les es-
pases sense foradar-nos ni visiblement
ferir-nos. Als testimonis els va agradar,
bé, reien.
UN COP SÍ QUE LI
VAIG PARAR UN COP
PERÒ NO EM VA
VEURE
|
xvii
Duellerende, to repræsentanter, der elsker dig, gennemborede vi, jeg ved ikke, hvor mange gange, brystet og maven med kårdene uden at gennembore eller synligt såre hinanden.
Vidnerne synes om det, fint, de lo.
EN GANG JA, AFPAREREDE JEG ET UDFALD, MEN HAN SÅ MIG IKKE
|
|
xviii
Vull la manera ara mateix de
reunir aquest món amb el seu món, i
amb raó.
LA FRANÇA HA TORNAT A
ANAR-SE’N A
ITÀLIA
|
xviii
Lige nu vil jeg finde måden at forbinde denne verden med
dens verden og med en god grund.
FRANKRIG ER IGEN TAGET TIL ITALIEN
|
|
xix
Tot és romput i tira endavant
amb un aire de tornar de casament, qui
s’han casat?
LA MATILDE I EN TOMÀS...
|
xix
Alt er ødelagt og fortsætter, som kommer det fra et bryllup, hvem har giftet sig?
MATILDE OG TOMAS...
|
|
xx
També és trist segons com, en
un caure dels timbals, que un àngel
sigui tan fi i li agradin tant els peres.
PLEGO RAMON
DIGUÉ SATANÀS
|
xx
På en måde er det trist, når trommer vælter, at en engel er så fin og at den holder så meget af dem der hedder Peter.
JEG STOPPER RAMON, SAGDE SATAN
|
|
xxi
Aleshores t’arrencarem les cin-
tes, la bena dels ulls, germana, i una re-
baixa dels plaers: final de l’emprovar, ja
no li cal, tot li va bé, bé, regular.
ELS MÚSICS IMPOSTORS
LA MÚSICA
IMPORTAVA
|
xxi
Så river vi båndene af dig, bindet af dine øjne, søster og rabat på glæderne: slut med at prøve, nu behøves det ikke, alt går hende godt, godt, halvgodt.
MUSIKERE, BEDRAGERE
MUSIKKEN VAR VIGTIG
|
|
xxii
Amb el temps dels aspres men-
jadors d’albergínies aspres les hores
passen en un minut, i el paraigua? I cada
minut no acaba mai de passar, se me
n’ha assegut un aquí com un xai que
encara no intuís l’escorxador.
RESSONA COM EL
BOMBARDEIG DE TÒQUIO
|
xxii
Med tiden fra de ru spisere af ru auberginer går timerne på et minut, og paraplyen? Og hvert minut er endeløst, der er ét, der har sat sig her ved siden af mig som et lam, der endnu ikke mærker slagterens nærhed.
DET GIR GENLYD SOM BOMBARDEMENTET AF TOKYO
|
|
xxiii
Serà difícil, és tan segur que
ens n’acabarem sortint bé al final que
per tots els malsons humans! serà di-
fícil.
FINS ELS RAÏMS EM TREPITGEN
|
xxiii
Det bliver svært, det er så sikkert, at med os ender det godt,
at - ved alle menneskets mareridt!- det bliver svært.
SELV DRUERNE TRÆDER PÅ MIG
|
|
xxiv
M’obligues en dolces ferotgies
de l’anar fent nostre a anar recollint el
pol·len desaprofitat, que és el més fèrtil.
Però què, et penses que no ho
sé, ni aquesta flaire? Sóc jo aquest
pol·len.
ENTREMIG LA
CIUTAT S’HAVIA
ADORMIT
|
xxiv
Du forpligter mig med søde grusomheder af vores holden den gående til at samle den ubrugte pollen, som er den mest frugtbare. Men hvad, tror du jeg ikke ved det, eller denne lugt? Jeg er denne pollen.
I MELLEMTIDEN VAR BYEN FALDET I SØVN
|
|
xxv
Aclaparats per la tabarra de les
bandúrries, tres passatgers que estaven
fugint d’escola em van barrar el pas.
Vaig superar-los a cops de creu, va ser
crec que era la línia u.
PORTAVEN CUIRASSA
PER DISSIMULAR O
PER QUÈ?
|
xxv
Tynget af banduraernes postyr stillede tre passagerer, på flugt fra skolen, sig i vejen for mig. Jeg vandt over dem med slag af kors. Det var, jeg tror, det var linie et.
BAR DE SKJOLD FOR AT SKJULE ELLER HVORFOR?
|
|
xxvi
Al refugi d’uns ulls opacs i
abrigat amb la flassada infinita d’un to
de veu com si encara no n’acabés de
saber d’haver nascut.
VAIG REBRE UN COP
DE SORT AL MIG DE
LA CARA
LLAVORS
|
xxvi
I ly af et par matte øjne og tildækket af det uendelige tæppe af en stemmetone, som om jeg endnu ikke vidste, hvordan man fødtes.
JEG FIK ET HELDIGT SLAG MIDT I ANSIGTET, DA
|
|
xxvii
Aquella pobra dona quieta com
una caixa d’enciams demanant caritat a
l’entrada del pont però tu i jo duts pel
corrent i tot lluitàrem contra les màfies
desamanides.
NOMÉS FUNCIONO AMB
L’OLI DELS ALTRES
|
xxvii
Den stakkels kvinde, så ubevægelig som en kasse salathoveder, som tigger ved indgangen til broen, men du og jeg sågar ført med strømmen, kæmpede begge mod de marinerede mafiaer.
JEG FUNGERER KUN MED DE ANDRES OLIE
|
|
xxviii
En la misèria falaguera de la
brossa, en la roba vella i el desordre
ufanós de la mansarda hi creixien
bolets, aranyes, teranyines i nosaltres,
d’amor i amor revolts i rugosos, era
dimecres.
REVIFANT LES
CREDENCIALS DE
L’AIGUA CLARA
|
xxviii
I skraldets indsmigrende elendighed, i det gamle tøj og i kvistens frodige uorden voksede der svampe, edderkopper, spindelvæv og os, af kærlighed og kærlighed rodede og ujævne, det var onsdag.
GENOPLIVENDE DET KLARE VANDS ATTESTER
|
|
xxix
Si em pots deixar la barrina,
no? per a instal·lar una certa infinitud a
la paret del fons i demà te la torno.
LA CREATIVITAT, EN
ART, NOMÉS FA NOSA
|
xxix
Du kan låne mig boret, ikke? så jeg kan installere en vis uendelighed på bagvæggen, og imorgen leverer jeg det tilbage.
KREATIVITET I KUNST, FORSTYRRER KUN
|
|
xxx
Uns el maleïen perquè els inun-
dava, els altres van aprendre a nedar.
A MITJANIT NO HI HA CAP
RAMBLA NOSTRA AQUÍ
|
xxx
Nogle forbandede ham, fordi han oversvømmede dem, de andre lærte at svømme.
VED MIDNAT ER DER IKKE EN ALLÉ AF VORE HER
|
|
xxxi
A l’estació a l’andana al mig de
la plana inacabable al caure de la tarda
a l’ombra tremolosa de tres pollancres
adolescents vas passar l’altre dia i ningú
et va veure.
DEVIA SER QUAN
TORNAVES
D’ESTUDI
|
xxxi
På stationen, på perronen, midt på den uendelige slette ved eftermiddagstid i den skælvende skygge af tre unge popler gik du forbi forleden dag, og ingen så dig.
DET MÅ HAVE VÆRET DA DU KOM TILBAGE FRA SKOLE
|
|
xxxii
Els grans invents de l’això hu-
manitat — roda, peu, porta, la galleda,
la guitarra, el nus, l’aigua corrent–
vénen del follar.
FOT EL CAMP DEL MEU
NÚVOL I VINE, VA!
|
xxxii
De store opfindelser af øøhh menneskeheden - hjulet, foden, døren, spanden, guitaren, knuden, det rindende vand - kommer af at kneppe.
FORSVIND FRA MIN SKY OG KOM, KOM SÅ
|
|
xxxiii
Els vells sabien moltes coses
que els havien ensenyat els joves i allà
entre les ombres la teva amiga ens està
espiant, va anem.
SEMPRE ELL DEIA QUE
LI FLOTA A MIG AIRE COM
UN ROVELL D’OU
CRU
|
xxxiii
De gamle vidste meget, som de unge havde lært dem, og der henne mellem skyggerne udspionerer din veninde os, kom lad os gå.
HAN SAGDE ALTID, AT HAN HAR NOGET LIGESOM EN RÅ ÆGGEBLOMME SVÆVENDE I LUFTEN
|
|
xxxiv
Vaig avisar el xai que descar-
rilàvem però estava concentrat mosse-
gant-me la jaqueta de cuiro i em feia
mal el genoll o sigui que no va poder
ser.
SEMPRE QUE PASSAVA
AIXÒ ERA O
BÉ DIMECRES O BÉ
ERA EN SOLITARI
|
xxxiv
Jeg advarede lammet om, at vi løb af sporet, men det var optaget af at gumle på min læderjakke, og jeg havde ondt i knæet, så det blev ikke til noget.
HVER GANG, DET SKETE, VAR DET ENTEN ONSDAG, ELLER OGSÅ VAR DET I ENSOMHED.
|
|
xxxv
Ei, anem a passar una possessió
demoníaca junts, no? encara em queden
peles...
HO VULL FER TOT, I
FINS ALS
FINALS
PARE
|
xxxv
Hej, lad os ha´ en dæmonisk besættelse sammen, ikk´? jeg har stadig gryn...
JEG VIL GØRE ALT, OG LIGE TIL SLUTNINGERNE, FAR
|
|
xxxvi
Falten tres quartes parts del
pernil que teníem a mig fer, Francesc,
on... on... on...
HO VULL FER TOT
A PART MARE
A PART IGUAL
|
xxxvi
Der mangler tre fjerdedele af skinken, som kun var halvt færdig, Francesc, hvor...hvor...hvor...
JEG VIL GØRE ALT DELT, MOR, I LIGE DELE
|
|
xxxvii
Sí que el violí era trist però el
que m’emprenyava era que m’hagués
clavat l’arquet a l’ull.
NO SE N’HA ANAT LA
LLUM
ÉS AL LAVABO
|
xxxvii
Ja selvfølgelig, violinen var ked af det, men det, der gjorde mig rasende, var at buen stak mig i øjet.
LYSET ER IKKE GÅET UD, DET ER PÅ TOILETTET
|
|
xxxviii
No sé si m’havies dit que el
vostre cansament el celebraríem a l’aire
lliure o si és que era un inacabable
morir-se de fàstic allà aturat guardant
una muntanya de capses de cartró teves
que potser ni t’interessaven.
SEMPRE AQUESTS TRES
CIGRONS MIRANT-ME DE
REÜLL
|
xxxviii
Jeg ved ikke, om du havde sagt, at vi ville fejre jeres udmattelse i fri luft, eller om det er en uophørlig at være ved dø af væmmelse, dér, ventende, og passende på et bjerg af dine pap kasser, som du måske slet ikke var interesseret i.
ALTID DE TRE KIKÆRTER KIGGENDE PÅ MIG UD AF ØJENKROGEN
|
|
xxxix
Quan li vaig arrencar la bena
dels ulls, com et deia, van seguir els
ulls i tot, xops de sang i rialles, va ser
una pena.
TOT ERA UNA ROCA
D’OLORS
I ESTAVA MOLT
AFECTADA
|
xxxix
Da jeg rev bindet fra hendes øjne, som jeg fortalte dig, øjnene og det hele kom ud, fuldt af blod og latter, det var synd.
ALT VAR EN KLIPPE AF LUGTE, OG DEN VAR MEGET BERØRT
|
|
xl
És un desert d’espurnes sense
calor, aquest teu prat d’eternes prima-
veres, és tan amable com un rail. I m’hi
emmirallo.
ALTRES SÍ, DIUEN
AFANYA’T, TENEN
COMPANYS
|
xl
Det er en ørken af gnister uden varme, denne din eng af uendelige forår, den er så venlig som en togskinne, og jeg spejler mig i den.
ANDRE, JA, SIGER SKYND DIG, DE HAR KAMMERATER
|
|
xli
És una bronca que no suportis
aquestes vies, aquests carrils, aquest
error del guardaagulles, aquests dotzes
i tretzes de l’esclafar-se.
UI
SÓC FORA D’OSQUES
FORA DE JOC
FORA D’AQUESTA MORT
|
xli
Det er surt, at du ikke kan udholde disse spor, disse skinner, denne sporskiftepasserens fejl, disse tolvere og trettener af overkørsel.
UH ! JEG ER UDE AF HAK, UDE AF SPIL, UDE AF DENNE DØD
|
|
xlii
Una hora d’exercicis de fantas-
magoria abans del vespre o una hora i
mitja, abans del vespre refinitiu, que
així en la immobilitat serem més àgils.
NOMÉS FEU
PROPAGANDA DEL QUE
NO SUPORTEU O
QUÈ?
|
xlii
En times fantasmagoriøvelser inden aften eller halvanden time inden den endelige aften, således bliver vi mere smidige i ubevægeligheden.
PROPAGANDERER I KUN FOR DET, I IKKE KAN HOLDE UD ELLER HVAD?
|
|
xliii
Cada quaranta-tres minuts d’a-
quests mig entre llargs i curts amb un
llampec silenciós d’una martellada en
la foscor m’esclata una neurona o una
sinapsi o un tros de pernil, no sé.
T’HAN FET UN PUNT I A
PART DE PEDRA
NEN
|
xliii
Hvert treogfyrretyvende minut, lad os sige, mellem lange og korte med et stille lyn af et hammerslag i mørket, eksploderer i mig en neuron eller en sinapse eller et stykke skinke, jeg ved ikke.
DE HAR LAVET DIG ET PUNKTUM OG NY LINIE AF STEN, BARN
|
|
xliv
Cada any en aquesta hora passa
un vol d’ànecs cap allà per un moment
després d’aquell canyar, seguint la via,
i cada any van més de pressa!
NOMÉS ELS FEBLES
ENCARA AGUANTEM,
JA
|
xliv
Hvert år ved denne tid flyver en flok ænder for et øjeblik den vej, efter det rørkrat følger de skinnerne, og hvert år flyver de hurtigere.
KUN VI SVAGE HOLDER STADIG UD, NU
|
|
xlv
Germà, digueres, no em diguis
més això, que els únics que no es com-
porten normal són els esdeveniments.
TOT
ERA
VEU
|
xlv
Bror, sagde du, lad være med at sige det til mig mere, for de eneste, der ikke opfører sig normalt, er begivenhederne.
ALT VAR STEMME
|
|
xlvi
Els homes i les dones s’han
conegut tres vegades i mitja, tres a la
mort i a la primavera mitja.
QUANTA GUERRA FILL
MEU, LA BONA FE
|
xlvi
Mændene og kvinderne har lært hinanden at kende tre en halv gang, tre i døden og en halv i foråret.
SÅ MEGEN KRIG, MIN DRENG, DEN GODE VILJE
|
|
xlvii
Màscares! Màscares! Quants
poemes no hi deu haver que comencen
amb aquestes dos paraules! Emmasca-
rats van eros, els revisors, les coses fon-
des i el descarrilament pitjor.
SOBRETOT A FRANÇA
ANGLATERRA I
ALEMANYA
|
xlxvii
Masker! masker! Hvor mange digte er der mon ikke der begynder med disse to ord. Maskeret går eros, kontrollørerne, dybsindige ting og den værste afsporing.
ISÆR I FRANKRIG, ENGLAND OG TYSKLAND
|
|
xlviii
Hi ha coses que són molt
diferents i que no tenen res a veure
l’una amb l’altra per molt que diguin
com per exemple l’amor i l’odi i la
merda del corral.
HAVIA DE PASSAR
ESTAVA ESCRIT
AL WÀTER D’HOMES
|
xlviii
Der er ting, der er meget forskellige, og som ikke har noget som helst med hinanden at gøre, hvad man end siger, som for eksempel kærligheden og hadet og lort i hønsegården.
DET MÅTTE SKE, DET STOD SKREVET PÅ HERRETOILETTET
|
|
xlix
Podríem haver sigut volves molt
fines surant en l’aire i veure els descar-
rilaments humans dels trens des d’una
certa altura però estem clavats a terra
cardant llana, picant pedra.
INCORREGIBLE
—COM UN ERROR—
|
xlix
Vi kunne have været fine fnug, svævende i luften og seende de menneskelige afsporinger af toget fra en vis højde, men vi står fast på jorden og karter uld og hugger sten.
UFORBEDERLIG SOM EN FEJL
|
|
l
La solitud és un terrabastall,
una cridòria immensa que no calla mai,
un vinga trons i trons i trons, un ven-
daval.
I QUAN TRONA ET VEIG LA
CARA
|
l
Ensomheden er et drøn, et vældigt postyr, som aldrig stopper, det tordner og tordner og tordner, en storm.
OG NÅR DET TORDNER, SER JEG DIT ANSIGT
|
|
li
En cada estat d’ànim hi figuren
tots els estats d’ànim, per exemple en la
companyia amorosa de dos hi ha totes
les menes de dissonàncies, solituds, aglome-
racions de gent desconeguda amb el risc de
perdre’ns de vista, així com totes les pe-
trificacions, els tirars de l’àncora i els no
tocar a terres i els enyorar-ses en presència.
ÉS COM LA MÚSICA DE
GUITARRA
|
li
I enhver sindstilstand figurerer alle sindstilstande, for eksempel i to´s kærlighedssamvær er alle slags dissonanser, ensomheder, trængsler af ukendte mennesker med fare for at miste hinanden af syne, og også alle forsteningerne, at kaste anker og ikke ha´ fødderne på jorden, og at længes i selskab.
DET ER LIGESOM I GUITARMUSIK
|
|
lii
De quin ésser es dedueix l’exis-
tència de la lògica, eh? S’hi arribarà, mul-
tiplicant els càlculs, a L’ésser? Vols dir a
L’u? I si quan hi som ens engega a pas-
turar o a parir, què, ja en sabrem, de ser
cabretes?
QUÈ VOLS DIR, QUE SOM
EL GALL DE LES ESFERES?
|
lii
Fra hvilket væsen udleder man logikkens eksistens, hva´? Ved at gange beregningerne når man til Væsenet? Mener du U´et ?
Og hvis, når vi er der, det sætter os til at græsse eller at føde, hva’, vil vi vide hvordan man skal være geder?
HVAD MENER DU? AT VI ER SFÆRERNES HANE
|